Nedenstående linier er nedfældet af den årsag, at det er mit bedste værktøj til at få bearbejdet nogle særdeles hårde oplevelser for sjælen. Håber på forståelse..

I November 2006 fik jeg konstateret testikelcancer for første gang. En rystende melding for ethvert menneske kan jeg forestille mig. Jeg nåede knapt at opfatte alvorligheden af sygdommen inden systemet havde inhaleret mig. Indenfor en uge blev min sygdom konstateret via UL-scanning og i samme åndedrat blev jeg opereret på Herlev sygehus. Først da jeg lå på operationsbordet i kælderen på Herlev sygehus, gik det egentlig op for mig, at vi havde med en livstruende sygdom at gøre. Korthuset væltede med et brag, da jeg lå der og skulle klargøres til operationen. Jeg søgte trøst og nærhed hos de tilstedeværende sygeplejersker og læger. Angsten, virkeligheden og ikke mindst ens nu skrøbelige udødelighed var med ét blevet ridset ind i sjælen.
Operationen gik godt som forventet og 2 dage efter blev jeg udskrevet fra Herlev. I realiteten var jeg gået fra at være cancerpatient til helbredt cancerpatient på en uge. I den efterfølgende tid blev jeg indlemmet i Rigshospitalets kontrolsystem af tidligere cancerpatienter. Min cancertype havde vist særdeles aggressive egenskaber, og risikoen for at den ville vende tilbage indenfor det første år var meget høj. Derfor skulle jeg på Riget til kontrol en gang om måneden.
De første 3-4 kontrol besøg var nervepirrende. Jeg rystede indvendigt som et bøgeblad i sydvestenvinden - kunne ikke sove natten før kontrollen. Var i det hele taget i ubalance i timerne op til besøget.
Stedet hvor kontrollen og konsultationen med lægen finder sted er afd. 5014 på Riget. 5014 er et stort mylder af mennesker med den samme skæbne - nemlig cancer. Nogle er helbredt og blot til kontrol som jeg selv, men størstedelen af menneskemyldret er patienter som er i behandling i form af kemoterapi eller stråler. Det er en broget masse, men billederne på nethinden lyver ikke. Der er tale om mennesker, der kæmper mod en ond sygdom, som ikke er til at spøge med. Det er en hård oplevelse for sjælen at sidde på 5014 og vente på at blive "betjent"... man kan nærmest skille dem ud... de mennesker, der står på afgrunden til at give op for cancerens indædte stædighed. Jeg følte mig ofte heldig i de dage, hvor jeg var til kontrol på 5014. Værdsatte livet på en anden og mere intens måde end tidligere. Desværre vendte lykken tommelfingeren nedad og halvandet år efter blev jeg for alvor selv en del af menneskemyldret på 5014...

Det er mandag d. 8/9 - 2008. Rigshospitalet har insisteret på, at gennemføre en CT-scanning af maven inden jeg skal påbegynde en længere rejse i ca. 4 måneder. For første gang har Riget ikke plads til mig i deres egne scannere, så denne kontrol/scanning finder sted på Amager Hospital. De nye omgivelser gjorde mig utilpas i minutterne inden scanningen. Selve scanningen var meget problematisk, det drop lægerne skulle lægge på mig, hvori jeg skulle få kontrastvæske sprøjtet ind i drillede usædvanligt meget denne solrige mandag på Amager. De blev ved med at ramme forkert. Sandheden er faktisk den, jo mere nervøs man er, desto mere reagerer dine blodårer. Efter 4 mislykkede forsøg, måtte narkoselægen tilkaldes. En ældre dame, som med milimeter præcision lagde droppet i hånden indenfor 2 sekunder...! Scanningen blev veloverstået, og jeg kunne se fremad mod mine kommende rejser.

Det er tirsdag 9/9 - 2008 og solen har skinnet det meste af dagen, imens jeg har været på arbejde. Glæder mig til at smutte kl. 15, så jeg og nogle kollegaer kan smutte afsted ud og spille golf, som vi så ofte gør. Et par minutter før kl. 15 stempler jeg ud. Har lige fået klædt om, da min telefon ringer. Umiddelbart et nummer jeg ikke kender... Hey det er Michael... Ja, goddag det er fra Rigshospitalet....stille og roligt forsvinder luften og det smukke lys fra solen... Lægen taler og taler i den anden ende af røret, jeg sætter mig ned på bænken foran firmaet. Kan næsten ikke få luft....døren er ved at smække i.....Lægen tilbyder mig at komme direkte ind på Riget for at få uddybet samtalen, men jeg afviser blankt.....skal jo ud og spille golf...!! Jeg lægger røret på og bryder sammen på bænken foran mine kollegaer..

2 dage senere..

Oversygeplejersken træder ind på min stue - ifører sig en gul beskyttelsesdragt imens hun klargører dropstativet. Om ganske få minutter vil den første portion kemovæske iform af Cisplatin drøne rundt i mine blodårer. Jeg er skrækslagen og ligger fuldstændig stivnet i sengen og følger hendes bevægelser intenst. Prøver at stille nogle ligegyldige spørgsmål for at dæmpe min enorme angst og frygt. Cisplatinen bliver aktiveret og de første dråber pumpes igennem slangerne indtil de nogle sekunder senere rammer indgangen af min blodåre på venstre overhånd....Kemobehandlingen er startet - store mængder benhårde strabadser venter forude. Jeg har absolut ingen anelser om, hvad der venter - kun forestillinger og masser af indædt håb.
Næsten 10 timer senere kan jeg rejse mig fra sengen, og iføre mig mit private tøj. Spadsere ned af gangen på 5014.. og ud under den københavnske aftenhimmel. Trænger til at bevæge mig - trænger til at snakke med min familie og venner - trænger til at lytte til noget andet end den monotome lyd fra pumpen på dropstativet... Den første dag som kemopatient på 5014 er overstået - der er kun knap 10 uger tilbage igen....